Vores sygehus historie part I

Som mor kender man sit barn bedst, man ved hvad deres signaler betyder og man ved når der noget galt. En mors mavefornemmelse har altid ret! 

Dog tror vores sundhedssystemet og lægerne at de kender ens barn bedst, utroligt nok…
Siden jeg blev mor for 7 måneder siden har jeg ikke mødt andet end modstand fra sundhedssystemet som vi betaler så mange penge til igennem vores skat. 
Uforstående sygeplejersker og læger – som ærligt talt burde finde sig et arbejde de gad. Når man arbejder med mennesker, skal man være omsorgsfuld, have empati, forståelse for patienten i den enkelte situtation. Og generelt bare behandle folk som respekt og ikke som et nummer i rækken. 

I juli måned, efter flere gange hvor vi havde været indlagt pga meget voldsomme opkastninger og Jamie skreg 24/7.
Men en dag i mødregruppe, var der blod i bleen. Jeg måtte ringe 1813, da vi var i København og straks på Hvidovre med os, hvor timerne her efter har været forfærdelige. Pludselig blev Jamie meget slap, han reagere ikke længere ved lyde eller når de stak i ham med nåle… hans hoved hang og dinglede. De fik lagt et drop og givet ham væske. Jeg troede vitterligt at jeg skulle miste min baby, som jeg jo lige har født – jeg var ulykkelig, heldigvis var Jacob ved min side.
Dagen efter blev vi overflyttet til vores ‘hjem hospital’ som var Slagelse sygehus. 
Efter flere dages indlæggelse der og en meget syg baby der intet mad kunne holde i sig.
En hel weekend hvor han kun fik væske i drop, for hvergang jeg ammede kastede han op. Valgte en overlæge så lige at sige til mit grædende ansigt ‘ Dit barn er ikke syg, det dig der pylret’ 
Men alligevel havde hun behov for at ligge en sonde, planen var at den skulle ha ligget i 3 dage. 
Aftalen var at han skulle vejes før amning, efter amning også skulle der suppleres i sonden. Han lå omkring 15-25min hos mig, og han havde kun spist 10-30 ml – han skulle ha 90ml på det tidspunkt. Så de suppelede i sonden, hver eneste gang han fik sonden, i mens og efter væltede det op med opkast og al den mad han lige havde fået. 
Jeg var konstant smurt inden i bræk/gylp, og stank forfærdeligt. Sygeplejerskerne var modbydelige ved mig, sagde det var mig der var pylret, aldrig i mit liv er jeg blevet så grimt til – de talte til mig som om jeg havde hovedet op bag i. 
Det var faktisk så slemt at min venindes 8-årig datter havde sagt til sin mor efter besøget hos os på sygehuset ‘ mor, hvor taler de dog bare grimt til hende’ 
Og hver eneste gang jeg tænker på den sætning, får jeg tåre i øjnene. Når et barn kan se det, så der sgu noget galt!! 

Aldrig i mit liv har jeg været så bange for at miste noget, som her – helt slap og har lige fået lagt drop!

Om natten efter Jamie havde fået sonde, og sygeplejersken var gået. Brækker han sig udover mig, og hele sengen. Det skal lige siges, vi sov i sammen almindelige patient seng Jamie og jeg – fordi de på en børneafdeling ikke kunne tilbyde mig en baby seng. Til trods for der ingen børn var indlagt nærmest..
Men jeg får ringet efter der om natten sygeplejersken, da jeg har brug for hjælp til at få det hele skiftet, da Jamie skriger vi begge smurt helt ind i bræk og sengen også er fyldt med bræk. Jeg spørger om hun vil komme med et rent lagen – da hun kommer med det, skriger Jamie forsat her vælger hun så at sige ‘ Her, så kan du bare ordne sengen når han er færdig med at græde’ også gik hun.
Jeg nåede ikke engang at tænke, for så var hun væk…

Det her er på 5 dagen af vores indlæggelse, og han er stadig så dårlig!

Om morgenen dagen efter, kom den samme overlæge ind. Jeg græd, jeg sad og så på min lille nyfødte baby som var så skidt at han enten skreg eller bare sov og var helt slap… Overlægen måtte erkende at hun også var blevet lidt bekymret, han havde tabt sig over 100g det sidste døgn og han blev mere og mere slap. De havde ikke de rigtige kompetencer på sygehuset for at hjælpe os, så de sendte os videre til Odense i en Taxa! 
Herfra gik alting lyn hurtigt, en masse undersøgelser og efter 2 døgn på OUH havde de fundet ud af at han havde en mavemundsforsnævring og var forsnævret 1cm nede i hans tarm! 

Vi er lige kommet på opvågning efter fuld narkose

Beklager dette lange indlæg, der kommer en forsættelse på forløbet en af de kommende dage.

-Jessica

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen